Flere nåle, flere æg, flere hormoner...større håb

ARGHHHHH!!!

Jeg bliver virkelig testet på min kontroltrang og mit behov for at have struktur på alt!!

Til vores tredje insemination er jeg blevet sat op i dosis fra 50 units til 75 units. Min mand siger, at han ikke har kunne mærke det på mig, men det tror jeg, at han gerne vil tage tilbage efter i morges. Fremadrettet er det vist vigtigt, at han har forladt hjemmet, før jeg står op i hverdagene...ehem...

Efter 7 dage med 75 units, skulle jeg scannes i dag på min cyklus' 10.dag. Efter den forøgede dosis + mine to akupunkturbesøg var jeg meget spændt på, hvad scanningen ville vise. Jeg tænkte stille inde i mig selv, at måske var jeg eksploderet i fertilitet, så de måtte haste en insemination igennem og reducere alle mine 12 poppeklar æggeblære...

Ikke helt...

"Jo, det sker nogen gange, at kroppen bliver lidt forvirret af den øgede mængde hormoner og producerer æggeblærer på en lidt anden måde". Alt for casual sygeplejerske forsøger at forklare de alt for små sorte områder på skærmen. Normalt på 10.dagen har jeg 1-2 flotte store modne æggeblærer på 16-18 mm. Nu har jeg pludselig 3 små på 10-11 mm??!! Og så lå kontrolfreaken og skumlede, for jeg syntes virkelig ikke, at hun scannede mig grundigt nok! Skal vi blive enige om, at den erfarne sygeplejerske i begyndelsen af 50'erne nok ved mere om æggeblære-scanning, end jeg gør? Godt så...MEN ALLIGEVEL!!

Gud, hvor bliver jeg træt af mig selv, når jeg partout skal have en finger oppe i måsen på alle for at sikre mig, at alle har styr på deres ting...

Jeg har til gengæld fået en lille engel ind i hele den her sindssyge proces. Hun hedder Chaline og er akupunktør.

Hun lytter til, at jeg prøver at huske alle mine teorier, bekymringer og inseminationsforløb op, mens hun smiler tålmodigt og siger, at hun ved præcist, hvad hun skal gøre ved det. Jeg lægger mig på en hvid briks, hun lister rundt om mig og stikker små nåle i mig. Så går hun ud af rummet og lader mig ligge i 20 minutter, mens det snurrer spøjse steder i mine fødder og i min mave. Første gang lå jeg og slappede helt af, da jeg fik et helt klart billede pludselig af mig selv, der sad og ammede en lille baby, mens min mand kom hen til mig.
Anden gang kunne jeg slappe endnu bedre af, og det var faktisk en rigtig fin måde at starte morgenen på.

Jeg ved selv sagt ikke, om det har en effekt, men jeg tror på det. Jeg kan mærke, at jeg har mig selv mere med i forløbet end jeg plejer. Jeg sover godt, jeg er opmærksom på mig selv og indtil i morges syntes jeg også, at jeg var mere i balance.

Chaline havde bedt mig om at skrive en sms, når jeg vidste, hvornår jeg skulle insemineres, hvilket jeg havde håbet på kunne blive lørdag. Det ville være så dejligt og afslappende, at kunne køre direkte hjem bagefter og slappe af, i stedet for at skulle cykle huhejvildedyr tilbage på arbejdet og sidde med et stikkende underliv. I stedet måtte jeg skrive til hende, at det nok blev mandag eller tirsdag, hvilket hun blev meget begejstret for, for det passede perfekt med vores næste aftale tirsdag. Og så skrev hun en lille bitte sætning, som jeg blev helt uforholdsmæssig glad for: "Jeg tror på det".

Den vil jeg holde fast i frem til næste uge.

Jeg tror på det

Der kommer til at være dage, hvor du ikke kan rejse dig...

...og sådan en havde jeg i dag.
I går på arbejdet omkring kl.11 om formiddagen, fik jeg min menstruation. Jeg tog de obligatoriske 2 timer, hvor jeg lagde lidt toiletpapir i trusserne og messede til mig selv "måske er det bare en pletblødning, måske er det bare en pletblødning"...og så sikkert som amen i kirken, kvitterede de højere magter med en full blown menstruation. Så jeg ringede til klinikken, leverede budskabet og fik endnu en ny tid til første scanning.

Jeg er rimelig god til at begrave mine følelser, når jeg skal, f.eks. når jeg er på arbejde og lige har fået knust min hjerte. Men når dagen er slut, så skal jeg hurtigt hjem og give slip. Så det gjorde jeg, og jeg havde det egentlig ok. Min fantastiske mand ringede hjem, efter jeg havde sendt ham en SMS og fortalte, at han havde clearet sine aften-aftaler og at han kom hjem, så vi kunne køre ind til byen og få lidt at spise og hygge os. Jeg afslog først, men så kom jeg i tanke om: det var ikke kun mig, som havde fået dårlige nyheder - han havde også brug for at være sammen med mig.
Det var ikke en god aften - han var stresset og jeg var trist. Men da vi kom hjem krøllede vi os sammen i sengen, holdt hinanden tæt og lovede hinanden, at vi nok skulle få vores ønskebarn en dag. Vi ved bare ikke hvornår.

Og så kunne historien være sluttet kønt dér. Men da jeg vågnede i morges, kunne jeg ikke få vejret for tristhed. Jeg følte mig drænet, udmattet og mast af følelser. Så jeg sendte en SMS til mine kolleger og fortalte dem sandheden: jeg havde brug for en dag til at samle mig selv sammen igen. Jeg har vitterlig verdens bedste kolleger og den sødeste chef, for de skrev samstemmigt tilbage, at jeg bare skulle krybe under dynen igen og passe på mig selv - de havde min ryg. Jeg bliver mere og mere glad for, at jeg har fortalt sandheden om inseminationerne til mine nærmeste 2 kolleger og min chef.

Jeg har brugt dagen i dag på at have utrolig ondt af mig selv. Og det skal ikke forståes på en negativ måde - jeg har lært, at det er fuldstændig ok at have ondt af sig selv, når man er midt i noget udfordrende og hårdt. Man skal bare huske at rejse sig igen relativt hurtigt, når man begynder at få kræfterne tilbage igen.

Her er. hvad jeg har lavet i dag: set 5 afsnit af Glee. Tudet hårdt igennem med 10 minutters mellemrum af alskens handlinger. Gået en tur for at hente pity-mad (brød til en sund sandwich og et stykke gulerodskage, fordi kage altid forstår en). Set 5 episoder mere af Glee. Spist chokolade. Tudet en hel del mere. Krøllet mig sammen på sofaen og tænkt dybe tanker om livet. Til sidst kunne jeg mærke, at jeg begyndte at få lidt rationelle tanker tilbage, nok til at skynde mig med at komme i løbetøjet og ud af døren.

En løbetur er ikke altid et quick-fix, og det var det ikke i dag, men det var dejligt at blive blæst igennem

(og hoste en lunge op, fordi det var 3 uger siden). Min fantastiske mand kom igen tidligt hjem og har vist hidtil nye skønne og forstående sider af sig selv - han forstår virkelig godt, at jeg er ked af det. Jeg ved godt, at jeg ikke burde være så overrasket - vi har trods alt kendt hinanden en del år, men alligevel er jeg så hamrende imponeret over, at han forstår mig og accepterer, at engang imellem falder jeg og engang imellem kan jeg ikke rejse mig. Og i stedet for at stable mig op på benene med magt, sætter han sig ned på gulvet og stryger mig med hårene, indtil jeg er stærk nok til at rejse mig igen.

Jeg er en meget meget heldig kvinde.

Og i morgen har jeg booket min første akupunktur aftale! Mere om det senere...

Hormoner, flytning og jobsøgning

Jeg har to ting, som jeg gør, når jeg er ked af det og har brug for at forkæle mig selv: jeg køber noget god mad og/eller jeg skriver på en af mine blogs. Ja, jeg har to: en offentlig, som jeg deler med alle og så denne, som mest er for min egen skyld. Jeg håber dog, at der er nogen derude, som læser med og kan bruge mine tanker til at føle sig forstået. I så fald er jeg et meget lykkeligt menneske.

I dag er jeg blue. Første insemination lykkedes ikke. Jeg fik menstruation 13 dage efter inseminationen, en sen lørdag aften, efter min veninde lige var gået. Jeg havde det på fornemmelsen hele aftenen og jeg blev mere og mere ked af det, som aftenen skred frem, selvom jeg sad og sagde til mig selv, at jeg skulle huske at tænke positivt. Men så gik veninde, jeg gik på toilettet og der sad de to små lyserøde streger, på den helt forkerte måde.
Man skal jo graviditetsteste alligevel, så næste morgen stod jeg op, tissede i et engangsshotglas (jeg elsker lidt ironien over at graviditetsteste i et engangsshot/snapseglas) og testede. Bragende negativ. Min mand var ude at rejse med arbejdet, så jeg blev nødt til at vente på at tidsforskellen nåede frem, inden jeg kunne snakke med ham. Det var ikke nemt at være så langt væk, når han kunne høre, at jeg var ked af det, men det hjalp at høre hans stemme, og efter 1 dags tid fik jeg sundet mig og vendt skuden til tankegang "På Den Igen".

Jeg kan ikke forestille mig, at det er nogen kvindes yndlingsbeskæftigelse at blive scannet på 2.dagen af ens menstruation - jeg HADER det i hvert fald! Jeg føler mig klistret, varm, irritabel og vil bare gerne være alle andre steder end i stigbøjlerne med et hvidt falosformet aggregat mellem benene, som jerner rundt efter mine bitte små æg. Æv!

Jeg blev enig med sygeplejersken om, at vi fortsatte med 50 iu Puregon, fordi jeg sidste gang havde haft 1, måske 2, flotte store æg. Det var jeg rigtig lettet over, for hvis jeg kan undgå for mange hormoner i kroppen, vil jeg gerne det.
Og så begyndte det igen - hver aften kl.18 fandt jeg min sprøjte frem og stak mig i maveskindet. Denne gange skulle vi dog også besøge nogle venner i Zürich, så jeg skulle have rejsebrev fra klinikken og forsøge at koordinere et rimelig rent toilet hver dag omkring kl.18. Første aften blev den 30 minutter over, men det er også ok, så længe man holder sig inden for +/- 1 time. Det var mærkeligt at udføre min meget personlige stikning i andre menneskers hjem, men da det var gode venner, gik det fint.

Så blev det inseminationsdag: ét meget stort og flot æg og 19 millioner sædceller - min mand var ikke til at skyde igennem! Til gengæld kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at hvis vi ikke var heldige denne gang, ville de nok sætte mig op i dosis, fordi jeg kun have lavet ét æg. Pis osse.

Jeg havde heldigvis en overskudsdag, for det var lære-sygeplejersken-op-dag, da jeg skulle insemineres. Derfor havde jeg pludselig både en kvindelig overlæge og en kvindelig sygeplejerske mellem benene. Igen meget langt fra på den frække måde, blev min mand og jeg enige om bagefter. Jeg kendte sygeplejersken fra før, og hun er utrolig venlig, så jeg var fint ok med, at hun skulle lære kunsten at lave en baby ved hjælp af mig. Lige indtil hun satte kateteret op og ikke kunne finde vej gennem min livmoderhals. Hold nu op, hvor det nev og stak! Overlægen tog meget hurtigt over og fik hende på rette vej igen og på den måde gik det rigtig fint. Min mand stod ved siden af mig igen, og jeg kunne godt mærke, at han var spændt som en flitsbue parat til at pande dem begge to ned, hvis de kludrede i det. Så jeg havde en beroligende hånd på manden og måtte forsikre ham om, at jeg nok skulle råbe op, hvis det blev for besværligt.

Og her er vi så igen: 8 dage siden, 8 dage til testdag. Jeg har været betydelig mere cool denne gang og har ikke analyseret på hvert eneste niv og graviditetssymptom. Jeg ved nu, at Otrivelle ægløsningssprøjten giver mig et solidt skud HCG, som er graviditetshormonet, og derfor virkelig kan fucke med min krop og mit hoved. Jeg har ømme bryster, er tosset træt, oppustet og enten virkelig lykkelig, virkelig trist eller virkelig stridslysten. Jeg er generelt en rigtig treat for tiden!

Oven i det her hormon- og træthedsprojekt, skal jeg søge om jobs, fordi min projektansættelse stopper om 3,5 måned. Og oven i dét, skal min mand og jeg flytte til USA om 8 måneder. Jeg er overvældet og helt igennem handlingslammet, hvilket jeg meget sjældent er.

Så nu sidder jeg med min kaffe og prøver at skrue hovedet fornuftigt på og planlægge mig ud af det. Jeg bør nok undlade at skrive på mit CV, at jeg kan projektlede insemination, flytning til udlandet og jobsøgning samtidig.

Hvis du er derinde, lille bløb, må du ikke blive stresset af dine tossede forældres planer. Vi skal nok passe på dig. Du skal bare sidde fast og vokse dig stor - så får du al den kærlighed, som du kan ønske dig, når du kommer ud til os. På både dansk og engelsk.